Din guide til killingefoder

Del På

Du har fået en ny killing, og den er selvfølgelig det sødeste, du længe har set. Men hvad skal den have at spise, hvor ofte, og hvor meget? Vi giver dig svar på de typiske spørgsmål, så du kan give dit lille nye familiemedlem en god start på livet. 

Det grundlæggende 

Her er nogle grundlæggende ting, der er godt at vide fra begyndelsen: 

  • Vand: Din killing skal altid have adgang til rent drikkevand fra den kolde hane. Rengør og genopfyld drikkeskålen et par gange om dagen for at sikre friskt og rent vand. Din killing har et større behov for vand, hvis den hovedsageligt spiser tørfoder. Giv ikke din killing komælk – den har svært ved at fordøje mælken, og det kan lede til diarré. 
  • Et kødbaseret måltid: Katte er rovdyr, og alle rovdyr har brug for at holde et stabilt blodsukkerniveau – derfor er de ikke skabt til at spise kulhydrater, men har brug for kød.  
  • Killingefoder: Da killinger har et meget anderledes kostbehov end voksne katte, er det en god idé at give dem killingefoder af god kvalitet, indtil de er et år. 
  • Ingen menneskemad: Den mad, som vi spiser, indeholder ikke den rette ernæringsmæssige sammensætning for katte – tværtimod kan en del menneskemad være direkte giftigt for katte.   
  • Hold mad og toiletsted adskilt: Vi ville ikke bryde os om at indtage vores mad samme sted, som vi besørger, og det vil vores katte heller ikke. 

Hvor meget skal min killing have at spise – og hvor ofte? 

Hver killing er unik, og den mængde mad, den behøver, afhænger af mange faktorer, for eksempel race, størrelse og aktivitetsniveau. Generelt gælder det dog, at helt små killinger (3-6 måneder) skal fodres hver 3-4 time i dagtimerne, hvilket nedjusteres til 2 gange om dagen, når de er over 6 måneder gamle. På foderpakningen kan du få vejledning om, hvor meget mad din kat skal have. Husk, at hvis din killing får godbidder eller andre snacks i løbet af dagen, så bør du nedjustere mængden af foder for at overholde et fornuftigt kalorieindtag. Gode godbidder/snacks kan være kogt kylling eller tun. Du kan også købe færdige snacks. Husk at færdige snacks kan have lav næringsværdi, ligesom slik. Alternativt kan du tage fra foderet og give det som godbidder. Det er en god idé at forsøge at få din killing til at vænne sig til en rutine. Vælg derfor nogle tidspunkter for måltiderne, og hold fast i dem. 

Hvilket fodermærke skal jeg vælge? 

Det kan være lidt af en jungle at bestemme sig for et bestemt fodermærke til en kat. I de fleste tilfælde vil pris og kvalitet hænge sammen, men hvis man ikke er opmærksom, kan man ende med at betale for meget i forhold til kvaliteten. Alle katte har behov for foder, der har et højt indhold af proteiner (især aminosyrer som taurin og arginin), gode fedtsyrer og vitaminer. 

Når du kigger bag på posen eller pakken, vil du ofte kunne se fordelingen af de primære næringskilder i foderet. Vær dog opmærksom på, at dette ikke siger noget om kvaliteten af for eksempel proteinkilden og fedtstoffet. Proteinkilder fra planter er ikke godt, men animalsk protein må gerne stå forholdsvist højt på listen.  

Fedtkilden er også afgørende. Katte har brug for animalsk fedt, men også for gode olier med eksempelvis omega-3, som er skånsomt behandlet. Hvis foderet varmebehandles for hårdt, kan det skade fedtsyrerne, og de kan være direkte skadelige. Det vil ofte give en skarp fiskeagtig lugt, hvis olien i foderet er skadet (oxideret). 

  • Proteinkilde: Proteinkilden skal være angivet først på ingredienslisten. Kig efter en animalsk proteinkilde såsom kylling, laks, lam mm. i stedet for en uspecificeret kødkilde. 
  • Fedt: Kig efter en fedtkilde, der gerne består af en kombination af animalsk og vegetabilsk olie. Det er optimalt, hvis der er tilsat omega 3-olie efter tilberedning. 
  • Kulhydrater: Killinger har ikke behov for kulhydrater som majs eller hvede, og nogle katte kan have problemer med at fordøje dem. Alligevel bliver de ofte brugt som en billig energikilde i tørfoder, så det kan være en god idé at kigge efter foder med et lavt indhold af korn, eller et helt kornfrit produkt. Få, men gode grøntsager eller urter kan have positive egenskaber. 

Tørfoder eller vådfoder? 

Der er fordele ved begge typer af foder. Vådfoder (på dåse) indeholder omkring 80 % vand. Dette hjælper med at holde din killing hydreret, hvilket er rigtig godt, da mange katte ikke får nok væske. Vådfoder har desuden ofte et højt indhold af animalske næringsstoffer. Tørfoder kan være mere praktisk at give og kan holde sig i længere tid i madskålen. Vær opmærksom på, at tørfoder kan indeholde store mængder kulhydrater, som er helt unødvendige for katten og dårlige for fordøjelsen. Vådfoder er lettere for killingen at indtage, så mens killingen er ung og har mælketænder, er det en god idé at give den vådfoder en gang imellem. Alternativt kan tørfoder af god kvalitet blandes op med tempereret kogt vand. 

Hjemmelavet eller købt? 

Det kan virke tillokkende at lave maden selv, da du helt selv kan bestemme, hvad foderet skal indeholde og dermed være sikker på, at din killing får dækket sine behov. Men det kan faktisk være svært at ramme den nødvendige sammensætning af forskellige næringsstoffer (f.eks. protein, fedtstoffer, aminosyrer mm.), hvilket er noget foderproducenterne har brugt mange år på at udvikle. Af den grund – og specielt når det handler om killinger – vil vi anbefale, at du køber godt kvalitetsfoder for at sikre, at din killing får præcis det, den har brug for. 

Husk væske 

Desværre får rigtig mange katte ikke nok væske i løbet af en dag. Katte er oprindeligt et ørkendyr og deres tørst-refleks er meget nedsat, da de genetisk er udviklet til at få væskebehovet dækket gennem indtagelse af byttedyr. Kattens udvikling er ikke fulgt med de forhold, de lever under sammen med mennesker. Da mange katte i dag kun får tørkost, er der derfor risiko for, at de får alt for lidt vand, hvorved de kan risikere at få urinsten og nyresvigt. Derfor må vi hjælpe vores katte med væskeindtaget. En kat, der udelukkende spiser tørfoder, bør drikke ½ dl vand per kg kropsvægt hver dag. Det svarer til 2 dl om dagen for en kat på 4 kg.1 En god måde at hjælpe sin kat med at få væske nok er at bløde tørfoderet op med tempereret kogt vand. 

Del På

1 Agria