Hvalpens udvikling uge for uge: Fra lille celle til 12 uger gammel hvalp

Del På

Oplev hvalpens mirakuløse udvikling i hunhundens mave og alle de ændringer, der sker med hvalpen i de første uger af livet.

Hunde er kun drægtige i cirka 9 uger, men i den tid foregår der en fantastisk forvandling. Og det sker alt sammen, før hvalpen tager sit første åndedrag som nyfødt. Se hvalpens enestående rejse fra hunhundens mave og ud i den store verden. Se hele hvalpens udvikling i livmoderen.

Før fødslen

Uge 1-2: Fra celle til foster 

Wow! I dag bliver ægget befrugtet i æggelederen, og jeg kan begynde min store rejse. Sammen med mine brødre og søstre bor jeg i livmoderen. Vi lægger os godt til rette, så ingen er alene, og vi ligger tæt op ad livmodervæggen. Jeg deler mig fra 4 til 64 celler og får med det samme et hoved og en rygrad!

3-4 uger gammelt hvalpefoster i livmoderen

Uge 3-4: På størrelse med en hasselnød!

På dag 19 lægger jeg mig endnu bedre til rette ved livmodervæggen. Det kan desværre give min mor lidt kvalme, men det varer ikke længe. I uge fire vokser mit hoved, og jeg får øjne og min første ryghvirvel. Jeg vokser nu rigtig stærkt og har næsten fordoblet min størrelse. Vidste du, at jeg allerede måler ca. 15 mm?

Det er på størrelse med en hasselnød! Mine organer udvikler sig også. Hvis mors ejere vil se os for første gang, kan dyrlægen vise os frem ved hjælp af en scanning.

5-6 uger gammelt hvalpefoster

Uge 5-6: Jeg er en hanhvalp!

Jeg ligner mere og mere en rigtig hvalp med tænder, tæer, negle og knurhår. Jeg kan passe på mig selv, fordi mine organer allerede er færdigudviklede. Jeg får min hudfarve. Mor bliver mere besværet, fordi hun er blevet tungere, og vi har så travlt med at tumle rundt inde i vores lille swimmingpool. Det allermest spændende er, at vi nu bliver til små hun- eller hanhvalpe og ved du hvad? Jeg er en hanhvalp! Jeg var heldig at finde en god plads her i livmoderen. Jeg ligger nemlig lige i midten, hvor der kommer mest næring, så jeg bliver den stærkeste i kuldet. Efter uge seks vejer jeg ca. 6 g og måler 45 mm.

7-9 uger gammelt hvalpefoster

Uge 7-9: Jeg er ved at blive klar til verden udenfor

Mors ejere kan nu se mig meget tydeligt på en scanning, fordi mine knogler er fuldt udviklet. De kan også mærke mig, når jeg giver et lille spark. Mor har næsten ikke noget pels på maven, så jeg lettere kan die, når jeg kommer ud. De sidste par uger er ret hårde for hende, og jeg venter normalt til dag 60 til 63. Jeg glæder mig til at lege udenfor!

Nyfødt hundehvalp, som ligger med lukkede øjne

Efter fødslen

Nyfødt til 2 uger: Sove og vokse!

Hej store verden! Jeg kan ikke se endnu. Eller høre. Vi er alle blinde, døve og tandløse i den første uge eller to. Og vi kan heller ikke selv regulere vores kropstemperatur. Vi er afhængige af vores mor og hinanden for at kunne holde varmen, så vi putter os tæt sammen.

Jeg vokser så meget i disse uger, at jeg bruger 90 procent af min tid på at sove! Al den energi jeg har bliver brugt på at vokse. Jeg fordobler min vægt i løbet af de første 10 dage.

Jeg kan ikke bære min egen vægt endnu, men jeg er næsten klar til at kravle ved hjælp af forbenene.

10 uger gammel hvalp, som er har lært at gå

Uge 2 til 4: Jeg kan se! Og høre! Og gå! Og bruge mund!

Der er sket så meget i anden uge af mit liv. Mine øjne og ører har åbnet sig, så jeg får en masse sanseindtryk fra verden omkring mig. Min mor ser lige så dejlig ud, som jeg havde forestillet mig, og det samme gør mine små brødre og søstre. Vi er begyndt at snakke lidt mere, nu med små bjæf, hvin og lidt gøen. Og i tre ugers alderen tager jeg mine første skridt og går selv!

Nu sker der en hastig fysisk og sensorisk udvikling med os hvalpe, og vi er begyndt at lege med hinanden, og nogle gange prøver vi vores mors mad fra hendes skål. Jeg er begyndt at blive mere renlig, og bevæger mig væk fra vores sovested, når jeg skal besørge.

To børn, so sidder med en lille hund

Uge 4 til 12: Tid til at blive social!

Jeg har fået at vide, at uge tre til ca. 10 er en vigtig socialiseringsperiode, hvor jeg danner tilknytninger, som jeg vil huske resten af livet!

Mors mælk begyndte at aftage ved fjerde uge, og jeg spiser nu meget mere fast føde. Når jeg er omkring seks uger gammel, har jeg fået alle mine mælketænder, som virkelig hjælper mig, når jeg spiser.

Seks- til otte-ugers alderen er en vigtig periode, hvor jeg lærer at acceptere andre som en del af familien. Når jeg er omkring ti uger gammel (de siger, at det sker fra ca. otte til 12 uger), er jeg lidt ængstelig ved at møde nye mennesker, og jeg vil helst have, at mine ejere går meget forsigtigt frem, når jeg skal socialiseres i denne periode.

At være sammen med mine brødre og søstre og min mor på dette udviklingsstadie hjælper mig med at lære en masse ting: hvor hårdt jeg må bide, forstå og reagere på hundekommunikation, samt min plads i hundehierarkiet.

Nu er jeg en tolv uger gammel hvalp, som er klar til at møde mine ejere og flytte ind i mit eget hyggelige hjem! Hvor spændende!

Del På