Sådan køber du en hvalp fra en velrenommeret opdrætter

Del På

Er du klar til at købe en hundehvalp? Det kan være svært at blive hundeejer, men med de rette tips og forberedelser kan hele processen gå let og blive en spændende oplevelse. 

Hvis du ikke er sikker på, om adoption er det rette for dig (se vores vejledning til at adoptere en hund), er der også mulighed for at købe en hvalp fra en velrenommeret opdrætter. Beslutningen om at få en hund fra en opdrætter er blot det første trin i en lang proces af mange svære valg. 

Sådan vælger du den rette hvalp  

Du skal overveje hvilket temperament, din kommende hund skal have. Det er ikke udelukkende hundens race, der definerer dette; temperamentet er medfødt hos hver enkelt hund og kan variere fra hvalp til hvalp i det samme kuld. En hvalp, der for eksempel virker dominant og aggressiv og måske gør eller står over sine søskende, kan være sværere at træne og håndtere, når den er voksen. 

På samme måde kan en nervøs hvalp – en som bjæffer og derefter løber væk fra nye mennesker og nye genstande – også være sværere at træne i fremtiden, kræve mere tålmodighed og en blidere tilgang. En god test er at tage hvalpen op og se, hvor hurtigt den falder til ro. Hvis den bliver ved med at sprælle og prøve at komme væk, kan det være en hund med et nervøst temperament. 

6 golden retriever-hvalpe dier hos moderen

Sådan finder du den race, der passer bedst til dig

Børnevenlige racer 

Familier med små børn bør vælge en race med en venlig og rolig personlighed, som trives med at være omringet af mennesker. 

Nogle gode børnevenlige racer kunne være: 

  • Puddel 
  • Golden retriever 
  • Cavalier King Charles Spaniel 
  • Cockerspaniel 
  • Labrador 

Racer, der er velegnede til et hjem kun med voksne

Det er ikke altid tilfældet i forhold til den enkelte hund, men følgende racer har tendens til at være mere reserverede og territorielle og egner sig derfor bedre til en husstand uden børn: 

  • Akita 
  • Chihuahua 
  • Chow chow 
  • Shih tzu 
  • Pekingeser 
  • Yorkshireterrier 

Brug lidt tid på at undersøge egenskaberne for den race, du overvejer, før du binder dig til en bestemt race. 

Sådan finder du en velrenommeret hundeopdrætter

Nogle avlere gør brug af uetiske avlsmetoder, for eksempel de såkaldte "hundefabrikker". De reklamerer sandsynligvis med hvalpe til salg i salgsannoncer under et mobilnummer. Nogle avlere har et dårligt ry grundet uetisk og kontinuerlig avl af hunde for profit, ofte i beskidte, farlige og på anden måde uegnede omgivelser. Bed din dyrlæge om anbefalinger, eller søg online efter godkendte avlere med professionelle websites og referencer. 

Det er vigtigt, at du kan stille de rette spørgsmål, når du besøger en opdrætter, for også at undgå at støtte samvittighedsløse avlere. Køb aldrig en hund uden at have set den fysisk. 

Stil følgende spørgsmål, når du møder opdrætteren for første gang eller besøger deres kennel: 

  • Hvor opholder hundene sig? 
  • Kan jeg møde resten af kuldet? 
  • Må jeg se forældrene? 
  • Er der mere end ét kuld til salg? 
  • Kan jeg se en sundhedsattest for hver hund og hver hvalp? (Hvis ikke, så spørg hvorfor. Opdrætterens dyrlæge skal lave denne attest). 
  • Er hunden chipmærket? Vil den blive chipmærket? 
  • Har alle hundene her fået ormekur? 
  • Hvor gammel er hvalpen [som du ønsker at købe]? 
  • Hvornår blev hvalpen vænnet fra sin mor? 
  • Hvilke vaccinationer har hvalpen fået? 
  • Hvordan har man socialiseret hvalpene? 

Under dit besøg skal du helst kunne se hvalpene med deres mor – det er ideelt, hvis du kan se dem die. Dette vil hjælpe dig med at se, hvilke forhold hvalpene lever under. 

Du kan også bede om bevis for, at en dyrlæge har undersøgt forældrene, og for at de ikke har arvelige sygdomme eller lignende. De fleste hvalpe er små, men det gælder ikke alle racer, så se efter, hvor store hvalpens forældre er, før du forpligter dig til købet. Dette vil give dig en idé om, hvor stor hvalpen ender med at blive. 

Hvis din hvalp er en blanding af flere racer, er det mere uforudsigeligt, da generne for størrelse kan komme fra begge forældre. De fleste hunde vil have nået ca. 75 procent af deres fulde højde (mindre for store racer) i en alder af seks måneder – et faktum, der kan være nyttigt til at forudsige den endelige størrelse. 

Endelig skal du have en underskrevet kontrakt, der angiver, hvad der vil ske, hvis du ikke kan beholde hunden, og som fastslår dit og opdrætterens ansvar. 

De næste trin efter køb af en hvalp

En hvalp er et stort ansvar, og folk kan blive overraskede over, hvor meget arbejde det kræver. Du skal sikre dig, at alle i hjemmet er med på holdet, før du tager en hvalp med hjem. 

Hvis du arbejder hver dag, bør du holde fri en periode, når hvalpen kommer, så du kan give den mad, træne renlighed og lufte den. Du skal tage den lille hvalp udenfor for at tisse mindst en gang i timen, afhængigt af alderen, så vær forberedt på mindre søvn, indtil projektet er lykkedes. 

Nu er det tid til at tænke på at forsikre din hvalp og få den undersøgt af din dyrlæge. Dyrlægen spørger sandsynligvis efter hvalpens navn ved den første undersøgelse. Vores nyttige guide til navngivning kan hjælpe med at indsnævre dine valgmuligheder før hvalpens første besøg hos dyrlægen. 

Del På