Flåter

Del På

Flåter er meget almindelige i Danmark, og er aktive en stor del af året. De små kryb er i familie med edderkoppen, og lever af at suge blod fra andre dyr. Tanken om flåternes bid er ikke rar, men endnu værre er tanken om de sygdomme, som flåter kan overføre gennem deres bid. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på de små kryb, som er aktive når temperaturen er over 5 grader.

Værd at vide om flåter

  • Flåter er blandt de mest almindelige parasitter på hunden. I Danmark er over 90% af de flåter, man finder, af arten skovflåt (Ixodes ricinus).
  • Skovflåter er aktive så snart temperaturen overstiger 5°C, og er efteråret varmt og vinteren mild, kan flåten være aktiv året rundt.
  • Flåter lever i let fugtige områder, hvor der færdes rådyr og andet vildt. Her befinder de sig i det høje græs, hvor de venter på forbipasserende værtsdyr.
  • Flåter vælger deres bytte ud fra varmeudstråling, udåndingsluft og bevægelse. Når flåten har fundet ned gennem pelsen på værtsdyret, borer den sine munddele ned i huden for at suge blod.
  • Så snart flåten suger blod er der risiko for smitte med sygdomme.
  • Tidligere troede man, at så længe man fik fjernet flåten indenfor 24 timer, så var risikoen for smitte minimal. Idag har man dog fundet ud af, at sygdomme som f.eks. babesiose (også kaldet blodpis) kan overføres allerede indenfor 8 timer1.
  • Det er kun hunflåten, som suger blod. De voksne hanflåter lever kun for at parre sig!

Gode råd om flåter

  1. KIG EFTER FLÅTER
    Hvis du og din hund færdes i områder, hvor der er flåter, bør du undersøge både dig selv og din hund mindst én gang om dagen.
  2. HVORDAN FJERNES EN FLÅT?
    Fjern flåter så snart de opdages. Der findes forskellige former for flåttænger på markedet, som gør det lettere at få flåten ud. Du kan læse mere om hvordan du fjerner en flåt, her!
  3. BESKYT DIG SELV
    Du kan mindske risikoen for flåtangreb ved at iføre dig selv støvler, lange bukser og langærmede bluser.
  4. BESKYT DIN HUND
    Brug et forebyggende middel på din hund, som virker allerede INDEN flåterne, bider sig fast på din hund, for at forebygge overførsel af flåtbårne sygdomme. Et repellerende (afvisende) middel forhindrer nemlig flåtens blodsugning.
  5. VACCINATION TIL MENNESKER MOD TBE
    Mennesker kan vaccineres mod TBE. Der findes endnu ikke en vaccine mod sygdommen til dyr.

Flåtens livscyklus

Skovflåten har tre udviklingsstadier: Larvenymfe og voksen.

Når en voksen hunflåt har suget blod fra et værtsdyr, falder den af og lægger mellem 2.000 og 3.000 æg på jorden. Disse klækkes til larver i løbet af ca. to uger, hvorefter larverne venter på et forbipasserende dyr, som de suger blod fra i 2-3 dage. Derefter falder de atter til jorden og gennemgår i løbet af et år udviklingen til nymfe.

Nymferne går i vinterhi, før de kravler op på planter og buske og venter på et nyt værtsdyr. På det nye værtsdyr suger de endnu et blodmåltid gennem 3 til 4 dage og falder igen af. I løbet af samme eller følgende sommer udvikler nymferne sig til voksne flåter.

De voksne hunner klatrer atter op i vegetationen for at finde et passende værtsdyr såsom harer, rådyr, hunde og lignende, de kan suge blod fra. Hunnen suger blod i 7-10 dage og størrelsen mangedobles.

Hele udviklingen fra æg til voksen flåt, som igen lægger æg, tager normalt omkring tre år.

Flåter kan smitte med...

Når en flåt suger blod fra dig eller din hund, kan den overføre sygdomsfremkaldende mikroorganismer. De små edderkoppe-lignende kryb bider sig fast og tømmer en del af deres mavesæk, for at gøre plads til det nye blodmåltid, og det er denne process som kan overføre sygdomme til dig og din hund. Sygdommene som flåten kan overføre, er b.la. borrelia, babesiose, leishmaniasis, anaplasmose og TBE (Tick borne encephalitis).

1. Varloud et al 2018, “Early Babesia canis transmission in dogs within 24 h and 8 h of infestation with infected pre-activated male Dermacentor reticulatus ticks”, Parasites & Vectors (2018) 11:41

Del På