Spolorm hos katte

Del På

Spolormen er en parasit, der særligt rammer killinger og ungkatte, men mere sjældent giver symptomer hos voksne katte. Spolorm lever i dyrets tarmkanal, hvor ormen kan vokse sig helt op til 12 cm lang.

Smitte med spolorm

Smitte med spolorm sker som oftest ved, at katten optager larver fra byttedyr i naturen, som f.eks. mus og fugle, gennem æg i miljøet eller ved overførsel af spolormelarver gennem mælken til killinger. Spolormens æg udskilles sammen med afføringen, hvorefter de kan optages direkte af en kat eller af et andet dyr, en såkaldt mellemvært. Hvis en kat får tænderne i f.eks. en smittet fugl eller mus, bliver larver fra spolorm overført til katten, hvor de så kan udvikle sig til voksne orm og lægge æg. I løbet af denne udvikling, kan de vandre til kattens lunger, hvor de generer katten, så den hoster, hvorved larverne hostes op, og synkes, og kommer helt ned i tarmen. Cyklussen starter forfra, når voksne spolorm i tarmen producerer æg, og æggene udskilles sammen med kattens afføring. 

Symptomer på spolorm

Killinger og ungkatte kan indeholde mange spolorm, mens det er mere sjældent at se symptomer på spolorm hos voksne katte, da de er mere modstandsdygtige. Tegn på orm kan være: 

  • diarré 
  • hoste 
  • træthed 
  • tør/kedelig pels 
  • rund, "oppustet" bughule 
  • hæmmet vækst hos killinger 

Diagnosticering

Diagnosen stilles enten ved direkte påvisning af orm i afføringen eller ved hjælp af en afføringsprøve. Prøven kan undersøges relativt hurtigt i den praktiserende dyrlæges laboratorium, så du oftest kan få resultatet at vide i løbet af et par dage. Selvom der ikke er æg i afføringsprøven, kan katten alligevel godt have spolorm. Æggene udskilles ikke konstant, men i intervaller, så derfor vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at undersøge flere afføringsprøver for at være sikker på, at katten ikke har orm.

Behandling

Dyrlægen kan ordinere et lægemiddel mod spolorm. Ormekure fås som tablet, pasta eller spot-on, og der behandles oftest i flere omgange med 2-3 ugers intervaller. Behandlingsforløbet kan variere, alt efter kattens alder, og om katten er drægtig. Behandlingen mod voksne orm er effektiv, men ikke alle ormekure vil behandle eventuelle larvestadier i katten.

Kontakt din dyrlæge, hvis du er bekymret for, om din kat er smittet med spolorm, eller hvis du har spørgsmål om symptomer, forebyggelse og behandling. 

Del På