En guide til klipning af hundenegle

Del På

De fleste hunde har behov for regelmæssig negleklipning – her er alt hvad du har brug for at vide. Klip hundens negle på den rigtig måde.

Hundenegle skal plejes regelmæssigt præcis som menneskenegle. Medmindre din hund tilbringer meget af sin tid udendørs på hårdt eller ru terræn (som naturligt trimmer hundens negle), skal du sandsynligvis klippe dens negle med jævne mellemrum. Her kan du blive klog på, hvorfor og hvordan du skal klippe negle på din firbenede ven, så du kan gøre det helt rigtigt!

Hvorfor skal jeg klippe negle på min hund?

Hundens negle vokser hele livet ligesom menneskers. I dag tilbringer hunde det meste af deres tid indendørs, og dermed slides neglene ikke lige så hurtigt som de vokser ud. Hvis du ikke klipper din hunds kløer, kan de slå mod jorden og knække, og det kan være smertefuldt.

Hvornår skal jeg klippe negle på min hund?

Generelt skal man klippe negle på hunde, når neglene rører ved jorden. Hvis du hører klik-klak ved hvert potetrin, er det sikkert tid til at finde klipperen frem! Hvor hurtigt hundens negle når denne længde afhænger primært af dens omgivelser og livsstil. En byhund, der går meget på fortove vil sandsynligvis slide sine negle naturligt kortere, end en hund med en mere afslappet indendørs livsstil, eller en hund som løber mere omkring på blødt underlag.

Det er en god idé at vænne din hund til at få sine negle klippet i en tidlig alder, så den har lettere ved at lære at acceptere denne rutine.

Negleklipper til hund? Klippe eller file? 

Der findes mange forskellige redskaber til negleklipning på hunde, men de kan i det store hele deles op i tre slags:

Klippere: Det er kraftige sakseagtige negleklippere også kaldet klosakse til hunde, og er det mest anvendte redskab til klipning af hundenegle. De fås i mange varianter. Find dén, der passer dig og din hund bedst.

Negletænger med guillotineskær: Som navnet siger, så består denne type tang af et enkelt blad, som overskærer spidsen af hundens negl. En tang er lettere at have med at gøre end en klipper, men tangen er knap så robust og er generelt bedre til mindre hunde med tyndere negle.

File: Der findes forskellige file og negleslibere, normalt med et lille roterende hjul, som sliber eller filer neglespidserne ned.

Har jeg brug for andet udstyr?

Ja, der er et par andre nyttige ting.

Blodstillende middel: Hav det ved hånden, så du kan bruge det, hvis hundens negle skulle begynde at bløde (hvilket betyder, at du har klippet i "kødet" – mere om det om lidt).

Godbidder: Hav et par stykker i nærheden for at hjælpe hunden med at komme igennem klipningen på en god måde, især hvis du skulle komme til at skade hunden ved et uheld. For det meste er negleklipning ikke just din hunds yndlingsaktivitet, så vær klar med en masse godbidder - og ros når din hund samarbejder.

Hvordan klipper jeg negle på min hund?

Når du har alt udstyret klar, kan du begynde. Vælg et godt tidspunkt, hvor hunden er afslappet f.eks. efter spisning eller motion – og følg de nedenstående trin.

  1. Hold en af hundens forpoter i din hånd
    Begynd altid med forpoterne. Hold poten godt fast, men uden at klemme for meget – og find dét sted, hvor du vil klippe neglen over.
  2. Klip neglen – undgå "kødet"
    Klip kun neglespidsen af. Du skal altid klippe oppefra og ned, og forsøg at klippe neglen vinkelret, samt ikke skævt.
    Inde i hundens negl sidder "kødet", som har både blodkar og nerver. Undgå at klippe i neglekødet, da det vil bløde og gøre ondt på hunden. Hvis din hund har lyse kløer, bør du kunne se neglekødet, som ligner en lyserød linje. Klip mindst 2 mm fra neglekødet.
    Har din hund derimod mørke kløer, kan du desværre ikke se neglekødet. Men hold øje med mørke pletter i midten af den nyklippede negl – det er dér, neglekødet begynder.
    Det er altid bedre at klippe for lidt end for meget, fordi du altid kan klippe mere af bagefter. Hvis din hund har mørke negle, og/eller du ikke føler dig tryg ved at klippe dens negle, kan du få en professionel hundefrisør eller dyrlægen til at gøre det.

    Hvad nu hvis jeg kommer til at klippe i neglekødet?
    Gå ikke i panik! Det kan ske for enhver. Kom blodstillende middel på neglen, indtil blødningen stopper, og giv din hund en godbid og en masse ros og beroligende ord. Hvis du ikke har det godt med at klippe resten af neglene, kan du få en professionel hundefrisør eller dyrlægen til at gøre det.
  3. Få din hund til at ligge på siden, når du skal klippe negle på bagpoterne
    På den måde er det lette at komme til bagpoterne, og holde godt fast på hver pote.
  4. Giv godbidder og kæl for din hund, når du er færdig!
    Negleklipning er en del af hundens regelmæssige plejerutiner, så det er vigtigt at gøre det så positivt som muligt for hunden. Når du er færdig, skal du give din firbenede ven en masse godbidder og ros.

Jeg vil ikke gøre det, eller jeg er ikke tryg ved at gøre det!

Ingen grund til bekymring! Mange hundefrisører og dyrlæger kan klare jobbet for et mindre beløb.

Tror du der er noget galt med din hunds negle?

Kontakt dyrlægen, hvis du er bekymret, f.eks. hvis du tror, din hund har ondt eller ubehag ved neglene.

Del På