Sådan kommunikerer du med din hund, så den forstår

Del På

Der er meget, I skal lære om hinanden i jeres nye relation, når hundehvalpen flytter ind - ikke mindst at kommunikere. Du ved sikkert allerede, at det er vigtigt at være konsekvent. Men hvordan siger man fra over for en hundehvalp, der endnu ikke har lært, hvad nej betyder? Og hvordan korrigerer man hundehvalpens adfærd uden at skabe konflikter? Det får du lidt hjælp til her.

Vær konsekvent allerede inden hvalpen flytter ind

Du ved helt sikkert godt, at det er vigtigt at være konsekvent, når du skal kommunikere med din nye hundehvalp. Og jo mere konsekvent, desto bedre. Derfor er det også vigtigt, at du og familien på forhånd er enige om, hvad hundehvalpen må og ikke må – allerede inden den flytter ind. Må den være i sofaen? Må den få mad ved bordet? Må den hoppe op af gæster?

Sørg for, at alle i husstanden kender reglerne og hjælp hinanden med at håndhæve dem.


Vær realistisk med, hvad du beder din hund om  

Vi stiller store krav til vores hundehvalp. Den må ikke stjæle mad fra bordet, den må ikke sidde i vores møbler, den må ikke spise vores sko, og den må ikke drøne rundt i stuen, når vi skal se tv-avisen. Det er vigtigt at have krav til hvalpen, men det er også vigtigt, at det ligger inden for, hvad man kan forvente af hvalpen på dens udviklingsstadie.

De første 4 måneder af hvalpens liv er den ekstra modtagelig for, hvad der sker omkring den. Forestil dig, at alle indtryk lagres og omdannes til en basis for dens fremtidige verdensbillede, positivt som negativt. I denne periode er det særdeles vigtigt at kommunikere konstruktivt på en måde, som forstærker tilliden og forståelsen mellem hvalpen og dens familie.

Det er vigtigt ikke at forsøge at undgå konflikter, men at bruge potentielle konfliktsituationer til god indlæring.


Hvordan vender man potentielle konflikter til god indlæring?

Hver dag vil der opstå potentielle konflikter. Det vigtigste er, at du forudser dem og forholder dig konstruktivt til dem. Se en kommende potentiel konfliktsituation som en udmærket mulighed for at lære hvalpen noget nyt på en positiv måde. Det vil øge hvalpens respekt for dig, fordi den kan mærke dit overblik og indsigt. Den vil begynde at se dig som en kærlig og vidende vejleder, som den gerne vil behage.  Hvalpens stærkeste instinkt er overlevelse. Den bedste chance for overlevelse er at lære af den bedste! Den vil mærke, at uanset hvad der sker, så kan du vise den, hvordan det skal håndteres.

Vær realistisk med, hvad du beder din nye hvalp om. Bed den for eksempel ikke om at sidde stille længere, end det er realistisk. Så får I en helt unødig konflikt og en dårlig oplevelse, som forvirrer hvalpen.

Forestil dig en situation, hvor hvalpen leger med en anden hund. Kalder man på hvalpen her, er der nok ikke stor sandsynlighed for, at hvalpen kommer med det samme, og der kan opstå en konflikt. En hvalp har ikke den store evne til selvbeherskelse endnu og kan ikke modstå trangen til at fortsætte med at lege – med mindre I har lavet tilstrækkeligt mange og sjove indkalde-øvelser til, at det kan konkurrere med legekammeraten.

Det kan altså godt betale sig at vurdere situationen, før du beder hvalpen om noget. Hvad er sandsynligheden for, at den gør det, den skal? Kan jeg finde en måde, som øger sandsynligheden?

I tilfældet med den legende hundehvalp kan du overveje med neutralt kropssprog at gå helt tæt på legen og få hvalpens opmærksomhed med dens yndlingslegetøj eller godbidder. I det øjeblik du får kontakt, kan du vælge at koble kommando på og forstærke dens trang til at komme hen til dig, for eksempel ved at svinge med legetøjet eller lave nogle sjove hop og vise godbidden.

Mens hvalpen hygger sig hos dig, kan du diskret sætte snoren på og vente lidt med at lokke den væk fra legen. Her afbryder du ikke legen, men tilbyder noget bedre. Efterhånden kan du raffinere øvelsen tilpasset hvalpens udviklingsniveau.

Omvendt, hvis du vælger at afbryde legen med disciplin og måske ender med at blive irriteret nok til med magt at hente hvalpen og trække den med væk, er der stor sandsynlighed for, at hvalpen lærer, at det med, at du kalder og giver den snor på, er koblet til noget (meget) negativt.  Dermed har du mindsket sandsynligheden for, at hvalpen kommer næste gang. Hvorfor skulle den? I værste fald begynder den at føle frygt, hvis der sættes hårdt mod hårdt.

De færreste ønsker sig en hund, der adlyder af frygt. De fleste ønsker, at hunden føler respekt, tillid og kærlighed til sine mennesker og adlyder de kommandoer, vi giver. Det ene udelukker ikke det andet, hvis vi tænker os om.


Sørg for, at din hvalp bliver aktiveret balanceret

Hvad betyder det?

En hvalp, som ikke oplever nok af gode oplevelser og udfordringer, vil begynde at opsøge dem selv – med stor risiko for, at det ender med uønsket adfærd. Sko gnaves i stykker, sofaen med og måske finder den på at gø for at få sine menneskers opmærksomhed. Disse situationer bør undgås ved at give hvalpen tilpas mange gode mættende oplevelser, som gør den træt og glad.

Men som med så meget andet skal det være i balance med, hvad hvalpen kan klare. Din hvalp bliver ikke en balanceret og rolig familiehund af at blive overaktiveret hele dagen. Tværtimod kan det give en stresset og hyperaktiv hund i fremtiden. Her kan du sørge for at legesessionerne efterfølges af ro, hvor du med dit kropssprog viser, at ”nu er legen forbi”, og nu kæler vi stille og roligt. Du kan eventuelt koble det med en kommando, som lyder rolig. Efter en lille overgangsfase, hvor hvalpen lige skal acceptere den nye situation, vil den med stor sandsynlighed lægge sig ind til dig eller søge hvile i sin kurv. Denne adfærd skal belønnes lige med det samme med kærlig og rolig ros. Derefter kan du vurdere, hvor meget hvile hvalpen skal have. Så snart den vågner, skal hvalpen tilbydes at komme ud på toilettet for at undgå, at den kommer til at tisse på gulvet og vågner op til en konflikt.


Hundehvalpen skal kende ordet nej, før du kan bruge det

Hvordan lærer man hvalpen, hvad ordet ”nej” betyder?

Det gør du blandt andet ved at aflede din hvalps opmærksomhed væk fra det, den ikke må. Afledningen er også en vigtig del af den nej-træning, du skal til at i gang med. Når du giver din hund en begrænsning i form af et nej, er det vigtigt, at du tilbyder den et alternativ. ’Nej’ må aldrig stå alene. Det kan for eksempel være afledning med et stykke legetøj eller en øvelse, som beskrevet ovenfor. Du kan også med stor fordel lave specifikke nej-øvelser:


Øvelser med nej

Du skal bruge nogle godbidder og nogle ekstra gode godbidder. Er din hvalp ikke glad for mad eller har allergier, så kan du skifte godbidderne ud med legetøj. Det kan være en god ide at sørge for at hvalpen er lettere sulten, når du laver øvelser med godbidder.

  • Start med 3-4 ”ja”-godbidder. Kast en godbid på jorden til hvalpen, og sig tydeligt ”ja”, i det godbidden lander på jorden. Lad hvalpen spise godbidden. Gentag øvelsen 3-4 gange.
  • Kast så ”nej”-godbidden. I det samme godbidden lander på jorden, siger du tydeligt ”nej” og træder på godbidden. Straks efter går du i gang med at aflede hvalpen med en opmuntrende stemme og viser med hånden, at du har en lækker godbid. Giv hvalpen den lækre godbid væk fra ”nej”-godbidden.

Det er vigtigt, at du afleder med en godbid, der er mere spændende end ”nej”-godbidden.

Gentag øvelsen med flest ”ja”-godbidder (3-4 stykker) og så en ”nej-godbid”.


Nej-øvelse fra hånden

  • Du kan også holde en godbid i knyttet hånd foran din hvalp, åbne hånden og sige tydeligt ”ja”. Lad hunden spise godbidden og gentag øvelsen 3-4 gange.
  • Læg så en ”nej”-godbid i hånden, og sig ”nej” i det, du åbner hånden foran hundehvalpen. Afled straks hvalpen med en lækker godbid fra den anden hånd, og sig med en opmuntrende stemme: ”Se, hvad jeg har her”. Giv hvalpen den lækre godbid væk fra ”nej”-godbidden.
  • Gentag øvelsen med flest ”ja”-godbidder (3-4 stykker) og så en ”nej”-godbid. Afslut altid positivt med en ”ja” godbid.

Når hvalpen forstår og respekterer både ”ja” og ”nej” i øvelsen, kan du vælge at ændre det til, at nu må den gerne få godbidden ved, at du fjerner foden og siger ”ja”. Det vil være med til at motivere den til at respektere et nej, for måske kommer der noget godt bagefter.  En lille advarsel her: hav ikke for travlt med at ændre et nej til et ja. På den måde undgår du en konflikt, hvor den forventer at få ”nej”-godbidden, før du har godkendt det.

Oplever du at en øvelse går skævt, så er det bare at gå tilbage i processen og starte om.  Undgå at korrigere på dette tidspunkt.

Det kan lyde som meget arbejde, men med en solid indsats det første år af hvalpens levetid vil du få en hund, der bliver let at træne, og som er glad, rolig og tryg. Du har sikkert mødt en voksen hund på gaden, der gav indtrykket af at være klog, og hvor ejeren har fuld kontrol uden at den bliver tvunget. Den er med stor sandsynlighed blevet trænet konstruktivt allerede fra lille af.

Del På