Master Brand

Sådan plejer du din hund hjemme

Del på
Intro Text
Hjælp din hund med at se godt ud og føle sig sund, med vores tips til pleje og badning. Regelmæssig børstning og soignering er vigtigt for hunde af alle racer. Det hjælper dem med at bevare en skinnende pels, der ikke filtrer, og giver dig mulighed for let at tjekke for parasitangreb og hudproblemer og derved forbedre deres overordnede hygiejne. Desuden kan en plejestund være noget, der knytter dig og dit kæledyr sammen.

Indhold
Sådan plejer du din hund hjemme


Selv hunde med kort pels har brug for regelmæssig børstning, badning og klipning af negle. Hunde med længere pels kan også have brug for at blive klippet. Du vil måske føle dig mest tryg ved at lave regelmæssige aftaler hos en professionel hundefrisør, især når det kommer til at klippe og trimme hundens pels, men disse syv tips vil hjælpe dig med at få en plejerutine sammen med din hund.

1.Børst regelmæssigt din hunds pels for at forhindre, at pelsen filtrer 

Uanset racen har din hund brug for regelmæssig børstning for at holde pelsen skinnende og glansfuld. Antallet af børstninger afhænger af pelsens længde og tekstur. Langhårede racer som golden retriever og collier har brug for hyppigere børstning (mindst en gang om ugen, hvis ikke hver anden dag), mens korthårede racer som greyhounds eller labradorer måske kun skal børstes hver anden uge. Sammenfiltret pels kan gøre ondt på langhårede hunde. Hunden vil slikke eller bide sig selv, hvilket kan resultere i hudinfektioner. Fremmedlegemer såsom græsfrø kan gemme sig i en filtret pels og kan endda bore sig ind i huden og danne bylder. Du kan undgå, at pelsen filtrer ved at børste din langhårede hund regelmæssigt. Korthårede hunde har også godt af at blive børstet. Når du børster hunden, fjernes løse hår, snavs og skæl fra din hunds pels, hvilket forlænger den tid, der skal gå mellem hvert bad.

2. Trim hundens hår – men vær forsigtig

De fleste hundeejere foretrækker at tage hunden til en hundefrisør for at få klippet hundens pels. Men hvis du er forsigtig, kan du selv trimme pelsen rundt om hundens øjne eller poter mellem frisørtiderne. Hvis du trimmer pelsen rundt om hundens øjne, kan du forhindre, at det vokser ned foran øjnene og spærrer for udsynet eller gnider mod og eventuelt beskadiger øjnene. Vent altid, indtil din hund er rolig, og helst indtil den ligger ned. Bevæg dig langsomt og roligt, og vær ekstra forsigtig, når saksen er nær hundens hud. Sørg for at belønne, at din hund er rolig, med en godbid, når du er færdig. Hvis du trimmer håret i ørerne, får øret mere luft, hvilket kan forhindre øreinfektioner. Dette gøres bedst af en erfaren hundefrisør eller hos dyrlægen.
 

Husk: Du kan nemt komme til ved en fejl at klippe i hunden med en saks eller trimmer. Vær altid forsigtig, når du trimmer hunden, og hvis du er nervøs, eller du foretrækker ikke selv at trimme hundens pels, kan du henvende dig til en professionel hundefrisør.

3. Klip hundens negle sikkert og nemt 

Når du kan høre hundens negle klikke mod hårde gulve, er det tid til at klippe dem. Dette forhindrer at din hund oplever ubehag i forbindelse med alt for lange negle. Før du klipper hundens negle første gang, har du dog brug for nogle få sikkerhedstipsFå den komplette trinvise vejledning til at klippe din hunds negle sikkert og nemt.

4. Kontrollér din hunds hud, når du plejer hunden 

Hunde kan få allergiske hudsygdomme og det klør og får dem til at kradse, tygge eller slikke på huden, hvilket også kan give anledning til betændelsestilstande i huden.  Udover at dyret generes, kan parasitter som lopper, flåter, lus og mider overføre sygdomme eller andre parasitter som bændelorm. Få en vane med at tjekke hundens hud hver gang du børster og plejer den. Start med at lade fingrene løbe gennem hundens pels, eller mærk på huden efter usædvanlige buler eller knuder. Du kan undersøge nærmere ved at dele pelsen og se nærmere på huden efter sår, rødme, udslæt, skaldede pletter eller parasitter.

5. Lær din hund at nyde plejestunden 

Mange hunde og især hvalpe har brug for opmuntring og ros, når du introducerer dem for en plejerutine. Sørg derfor altid for at gøre plejerutinen til en positiv oplevelse, hvor i har mulighed for at styrke jeres fælles bånd.

Disse tips kan give jer en god start på hjemme-soigneringen: 

  • Smør lidt leverpostej på en vaskbar overflade, og lad hunden slikke det af, mens du børster eller vasker den.
  • Gå stille og roligt fremad, og giv masser af godbidder og ros, så din hund vil se frem til sin næste plejestund.
  • Før badetid er det en god idé at lægge en skridsikker måtte i badekarret for at forhindre, at din hund glider.

6. Tjek regelmæssigt hundens ører 

Mens du plejer din hund, skal du huske at kigge nærmere på dens ører. Øreinfektioner kan være smertefulde, så hvis du bemærker en af følgende ændringer eller adfærd, bør du tage din hund til tjek hos dyrlægen:

  • Der er fugtigt eller betændt inde i øret.
  • Ørerne lugter mærkeligt (ofte er der en sødlig lugt fra ørerne, hvis der er infektion).
  • Din hund ryster ofte sit hoved eller klør sig i øret.
  • Ørerne indeholder mere eller en anden slags flåd end normalt (lidt voks er normalt).
  • Hunden jamrer eller hyler, når du undersøger dens ører.

7. Giv ikke hunden bad for ofte 

De fleste hunde med sund hud bør kun bades ca. hver anden måned for at forhindre problemer med hygiejnen og en ubehagelig lugt. Hvis du bader din hund oftere end dette, risikerer du at fjerne de naturlige olier fra pelsen og udtørre huden. Hvis din hund lugter grimt, men den ikke har rullet sig i noget ulækkert, skal du drøfte dette med din dyrlæge. Dette kan være tegn på tandsygdom eller en hudinfektion.

8. Når du bader din hund, kan du have følgende tips i baghovedet: 

  • En hunds hud har en anden pH-værdi end mennesker, så brug aldrig shampoo, der er beregnet til mennesker (heller ikke babyshampoo). Vælg en shampoo uden sæbe, der er fremstillet til hunde, og som vil være blid mod dens hud.
  • Hæld lunkent vand på hunden, indtil den er helt våd, og massér så nænsomt shampooen ind i pelsen. Undgå hundens øjne, mund og indersiden af ørerne.
  • Skyl shampooen af med lunkent vand, og lad så din hund ryste sig og lufttørre udenfor, hvis vejret er varmt. Hvis det er koldt, skal du tørre hunden forsigtigt med et håndklæde eller bruge en hårtørrer på den køligste indstilling.

God pleje, periodisk badning og regelmæssige tjek af hud og ører hjælper ikke blot med at holde hunden sund, det giver også dig og dit kæledyr kvalitetstid sammen.

Tags
Hund
Hygiejne
Kæledyrs pleje
Del på