Hvordan kan jeg vide, om min kat har smerter?

Del På

Som en naturlig forsvarsmekanisme er de fleste katte virkelig gode til at skjule symptomerne på smerte. Læg mærke til din kats kropsholdning og adfærd for tegn på, om den har smerter og har brug for hjælp.

Tegn på smerte

Adfærd:

  • Gemmer katten sig, beskytter den måske et ømt sted, slikker eller bider den sig på en bestemt del af kroppen?
  • Udviser den mindre interesse end normalt i omgivelserne?
  • Sover og hviler den mere end normalt, eller bliver den mere tilbagetrukket og uinteresseret i kontakt?
  • Har der været en aftagende appetit?
  • Anvender den en stol eller noget andet som springbræt for at komme frem til et sted, hvor det tidligere var nemt at komme frem?
  • Reagerer den aggressivt ved berøring, eller bliver den irriteret, når andre dyr er i dens umiddelbare nærhed?
  • Er der problemer med urin eller ekskrementer på uhensigtsmæssige steder, eller har den vanskeligt ved at anvende kattebakken?
  • Oplever du, at din kat knurrer, hvæser, stønner eller hyler, når den er alene?

Udseende:

  • Er der uklarhed i øjnene?
  • Er pupillerne større end normalt?
  • Ser pelsen uglet eller pjusket ud?
  • Er der nogen sår? Har den efter evt. kirurgisk indgreb et snitsår som er præget af rødme eller inflammation?

Hvis du har svaret ja på nogle af disse spørgsmål, oplever din kat muligvis ubehag eller smerte. Disse og andre usædvanlige adfærdsmønstre kan være tegn på, at din kat har brug for hjælp.

Kontakt altid din dyrlæge, hvis du har mistanke om, at din kat har smerter.

Typer af smerte

Akut smerte:

  • Optræder som regel pludseligt efter en skade
  • Varierer i intensitet fra mild til alvorlig
  • Er midlertidig
  • Har et formål, nemlig at beskytte mod potentielt alvorlig tilskadekomst
  • Forsvinder, når skaden er helet
  • Er forholdsvis nem at behandle

Kronisk smerte:

  • Begynder som regel gradvist og har tilsyneladende ikke noget reelt formål
  • Varierer i intensitet fra mild til alvorlig
  • Er ofte forårsaget af en vedvarende lidelse eller en degenarativ sygdom
  • Kan vare ved efter den oprindelige årsag til smerten er forsvundet, og er da en sygdom i sig selv
  • Kan behandles, men forsvinder ikke af sig selv
  • Kroniske smerter kan variere over tid. I perioder hvor smerten er forværret, kan katten evt. have behov for en anden eller en yderligere behandling


Slidgigt

Er en almindelig årsag til kronisk smerte hos ældre katte. Ved slidgigt, også kaldet osteoarthritis (OA) begynder den normale brusk (et elastisk, glat væv, der dækker knogleenderne i leddene) at nedbrydes. Det er begyndelsen på en ond cirkel i form af vedvarende skade, der involverer inflammation, ubehag og andre ændringer i og omkring leddet.

Da tegnene på kronisk smerte som følge af slidgigt som regel optræder gradvist sammen med naturlige langtidsændringer i en kats adfærd, kan det være vanskeligt for en katteejer at vide, hvad man skal holde øje med. Katte har en enestående evne til at skjule deres smerte.

Slidgigt kan ikke helbredes, men de nyeste behandlinger gør, at din kat kan have det godt og få en højere livskvalitet. Bed din dyrlæge om at undersøge din kat for slidgigt, hvis du er bekymret.

Illustration af led med slidgigt

Hvad kan jeg gøre, hvis min kat har smerter?

Med de muligheder der er idag behøver din kat ikke at have smerter. For at undgå dette er der heldigvis mange ting, du kan gøre for at forøge dens velbefindende og lindre opståede smerter. Tal med din dyrlæge om, hvad der er det rigtige for din kat.

Omkring dit hjem

  • Sørg for, at din kat har et behageligt tæppe eller en behagelig pude eller seng på et roligt sted, hvor den føler sig sikker og kan slappe af og sove i fred f.eks. efter en operation.
  • Sørg for, at det er nemt at nå alle de væsentlige ting – mad, vand, en kattebakke med lave sider – og at det hele er frisk og rent.
  • Sæt en kattetrappe eller rampe op, så det er lettere for din kat at komme op til, eller ned fra et yndlingssovested eller møbel.
  • Det er vigtigt for katten at være velsoigneret. Brug tid på at børste eller gøre din kat ren, hvis slidgigt eller andre smertefulde tilstande gør det vanskeligt for din kat at soignere sig selv.

Smertebehandling

Du kan få ordineret smertestillende medicin, der er specialudviklet til katte, hos din dyrlæge. Ikke-steroid antiinflammatorisk medicin (NSAID) er en almindelig type af medicin til behandling af smerte hos katte (samt hos andre dyr og mennesker). Din dyrlæge vælger måske at ordinere smertestillende medicin, som kan administreres på klinikken eller gives til din kat hjemme. Giv kun din kat medicin, som din dyrlæge specifikt har foreskrevet. Konsulter altid dyrlægen og giv ikke andet end hun/han ordinerer, da nogle medicintyper er giftige for katte.

Andre muligheder

Kost: Hvis din kat bærer rundt på ekstra vægt, kan dette gøre smertefulde tilstande såsom slidgigt endnu vanskeligere. En ernæringsmæssigt afbalanceret kost, eller evt. et slankefoder anbefalet af dyrlægen, kan være det rigtige for din kat.

Kosttilskud: Nogle kosttilskud kan være gavnlige for led og ledbrusk, og din dyrlæge kan rådgive dig om disse.

Motion: En aktiv livsstil bidrager til at bevare den fysiske form og en sund vægt. Når din kat kommer sig efter en skade eller operation, eller hvis din kat lever med kronisk smerte, kan din dyrlæge rådgive dig om den passende balance mellem hvile og motion.

Supplerende muligheder: Din dyrlæge kan anbefale andre typer medicin eller terapier som bidrag til at lindre din kats smerter.


Din dyrlæge er din samarbejdspartner når det gælder din kats helbred

Informationerne i denne artikel kan hjælpe dig med at opdage og behandle smerte hos din kat, men det erstatter ikke regelmæssig kontrol og rådgivning hos din dyrlæge.

Bed din dyrlæge om flere gode råd, så din kat kan fortsætte med at være glad og sund i lang tid.

Del På