Slidgigt: Hvilke tegn skal du holde øje med?

Del På

Slidgigt rammer ca. 1 ud af 5 voksne hunde, og er en fremadskridende sygdomsproces. Tegnene på slidgigt kan variere, derfor er det bedste, du som hundeejer kan gøre at være opmærksom på eventuelle ændringer i din hunds adfærd, livskvalitet og mobilitet.

Slidgigt er en sygdom, som ofte kommer snigende, og som derfor har en tendens til at udvikle sig i det stille og blive værre med tiden. Nogle hunde kan blive lettere irritable pga. smerten, hvilket kommer til udtryk overfor andre hunde og endda mennesker. Andre hunde trækker sig fra familien, holder sig for sig selv og kan virke mere stille.

Hvilke symptomer kan være tegn på slidgigt?

Symptomerne på slidgigt varierer, og nogle hunde udviser i starten af sygdommen slet ingen symptomer. Symptomerne har det med at udvikle sig gradvist, og med tiden blive værre.

Her er de mest almindelige symptomer:

  • Hunden har problemer med at rejse sig, især efter længere tids hvile
  • Hunden viser halthed eller unormalt bevægelsesmønster
  • Hunden har mindre lyst til at gå ture eller lege
  • Hunden virker nedstemt og trækker sig fra familien
  • Hunden har svært ved at gå på trapper eller hoppe op i bilen
  • Hunden slikker sig ved det ømme led
  • Hunden viser smerte ved berøring

Hvis du kan genkende flere af symptomerne ovenfor hos din hund, kan det være et tegn på slidgigt, og du skal derfor søge dyrlægehjælp.

Hvad skal du gøre, hvis din hund viser tegn på slidgigt?

Oplever du ændringer i din hunds mobilitet eller adfærd, såsom mindre livsglæde, bør du kontakte dyrlægen for en helbredsundersøgelse så en eventuel diagnose kan stilles. På basis af diagnosen kan behandling, motion og kostplan fastlægges med henblik på at opnå det bedste resultat for din hund.

Andre gode råd

  • Følg altid din dyrlæges anvisninger for at sikre den bedste pleje af din hund. Også når din hund får det bedre, er det vigtigt at huske, at hunden stadig har slidgigt og kan behøve regelmæssig behandling.
  • Du må ikke ændre på behandlingsplanen uden først at rådføre dig med din dyrlæge.
  • Regelmæssige opfølgninger hos din dyrlæge vil hjælpe med at få tilpasset behandlingerne til din hunds behov.

Del På