Ved du, hvad din hund kan smittes med på rejsen?

Del På

Hvis du har planlagt at rejse i udlandet med din hund, så skal der være styr på vaccinationer og EU-passet. Men hvad med når det kommer til parasitbehandlinger? 

Det er nemlig også rigtig vigtigt at finde ud af, hvilke parasitter, din hund er udsat for på jeres rejsedestination, så du kan beskytte den mod sygdomme der forekommer i andre lande.

En tommelfingerregel er, at jo længere sydpå I skal, desto flere parasitter udgør en risiko. 

Vi vil gerne forberede jer bedst muligt til rejsen, så her er en enkel oversigt over, hvad din hund kan smittes med på ferien i udlandet: 

  • Rundt omkring Middelhavet findes andre typer myg, end dem vi kender herhjemme. Disse myg kan overføre tropisk hjerteorm eller Leishmania, hvis de stikker din hund. Derfor skal du beskytte den mod myggestik og forebygge smitte med hjerteorm. 
  • Der findes flåtarter, som kan overføre alvorlige sygdomme – eksempelvis Babesiose. Derfor er det vigtigt med et flåtmiddel, der forhindrer blodsugning, da mange sygdomme overføres så snart flåten bider.  Du kan læse mere om Babesiose, her!  
  • Lopper er også et almindeligt problem i Syden, og også dér udgør de en smittefare, da de kan overføre loppebændelorm. Husk derfor at beskytte din hund mod lopper. 
  • Både herhjemme og i udlandet kan hunde smittes med fransk hjerteorm, hvor smitten sker via snegle og snegleslim. Smitten kan forebygges ved behandling hver 4. uge i den periode din hund opholder sig i områder med smitte. 
  • Rævens dværgbændelorm er især udbredt i centraleuropa og smitter via byttedyr, såsom mus og andre små gnavere som hunden får indtaget. Ormen udgør en fare for mennesker, og du bør behandle din hund mod denne parasit efter ophold i områder hvor den forekommer. 

Vi anbefaler at du kontakter din dyrlæge, der kan sørge for du kommer afsted med de rigtige produkter, så du er sikret at være beskyttet mod ovenstående parasitter. 

Hvis du vælger et produkt, der nedsætter risikoen for bid og blodsugning, så minimerer du også risikoen for forskellige parasitoverførte sygdomme! En flåt der ikke bider, overfører ikke sygdomme. 

Du kan også læse mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside under rejse med hund og kat samt her! 

Del På